Økologi på deltid?

Typen, der løber et Halvmarathon..

Ja, det er ikke mig. Eller det vil sige, at det regner jeg med, at det bliver til september. Jeg har faktisk altid lidt set mig som typen, der lige løb et halvmarathon men ikke desto mindre har jeg altså aldrig løbet et. Og 2015 skal således være året, hvor jeg for første (og måske sidste) gang løber et halvmarathon.
Jeg kan nemlig ikke umiddelbart forstille mig, at jeg bliver typen, der bliver fuldstændig bidt af det og fortsætter med flere både halve og hele marathonløb.
Desuden tror jeg faktisk ikke, at det er særlig sundt at løbe de lange distancer i stor stil, men det vil jeg ikke gå ind i en dybere diskussion om.
Jeg vil alle dage gå ind for, at folk dyrker lige præcis den sport, som de finder allerbedst for dem, for det er helt sikkert bedre end ikke at gøre noget! Jeg er jo blevet crossfitter, og den type træning bliver i den grad også mødt af meget kritik, men jeg tror på, at hvis vi alle bare lytter til vores krop og husker at sige fra, så skal vi ikke være så bange!

IMG_3685Men nu har jeg altså taget den her beslutning om, at jeg til september skal løbe et halvmarathon, og det betyder jo, at jeg skal begynde at få inkorporeret noget løbetræning ved siden af min crossfit. Og som vi nærmer os løbet, må jeg nok også skrue en smule ned for crossfitten og mere op for løbetræningen. Men et langt stykke hen af vejen tror jeg i den grad, at crossfitten kan være rigtig god til at holde både ben og core stærkt og gøre mig til en bedre løber.

Jeg har skævet lidt til forskellige planer for at nå op på de 21 kilometer, men da der er så lang tid til, fokuserer jeg her i starten bare på at få nogle kilometer i benene og så sørger jeg for at følge en seriøs plan, når løbet kommer lidt tættere på.

Marts
Vi er cirka halvvejs i marts og mit mål for denne måned har været at løbe blot en enkelt tur hver uge. Ingen krav til distancer, tid eller lignende. Dette gjorde jeg, da jeg har en tendens til at stille alt, alt for høje krav til mig selv fra day one, og så bliver jeg bare så skuffet, når jeg ikke kan leve op til mine tårnhøje krav. Jeg er typen, der forventer, at jeg ligger på 5 minutter pr. kilometer, ligegyldigt om jeg så ikke har løbet i et halvt år. Og det går bare ikke.
Så nu starter jeg helt stille ud og har således allerede fået 2 løbeture i benene denne måned og har 2 tilbage. Det er så dejligt overskueligt, og det giver mig succesoplevelser i stedet for at skuffe mig selv, som jeg plejer.

April
I april skal der skrues lidt op, især for distancerne. Så det bliver nu til 2 løbeture pr. uge, og jeg skal i slutningen af måneden op på 10 kilometer.
Jeg har løbet 10 km før, og jeg er sådan set ikke i tvivl om, at det ikke kræver optræning på den måde, men jeg tror, at det er en god idé ikke at ligge for hårdt ud, så man ender med at give op.

Maj
Herfra begynder jeg at skrue lidt ned for crossfit, fra 4-5 gange ugentligt til 2-3 gange. Og til gengæld skrues der op for løbeturene til gerne 3 gange ugentligt. Der veksles mellem intervalløb og lange distancer. Og der skal trænes op til at løbe Alt For Damernes Kvindeløb i juni, hvor distancen kommer til at hedde 15 km.

Juni
Der skal løbes Alt for Damerne kvindeløb, og jeg ser det som en test op mod mit halvmarathon. Resten af juni skal der bare en masse kilometer i benene med nogle gode lange distancer plus lidt intervalløb.

Juli
Jeg er væk på ferie en stor del af juli, hvilket selvfølgelig er en smule dårlig timing, men jeg tror nu på, at det godt kan lade sig gøre alligevel. Det er trods alt kun 21 km.
Ferien er i Spanien, og der er virkelig, virkelig varmt. Jeg vil derfor ikke sætte særlig høje krav til distancer, da jeg ved, at det ikke bliver en mulighed at løbe langt.
Men jeg vil dog forsøge at komme ud 4-5 gange i løbet af ferien, så jeg ikke er helt i stå, når jeg kommer hjem.

August + September
Løbet er på dette tidspunkt super tæt på, og jeg er endnu ikke helt sikker på, hvordan jeg vil gribe det an. Fra jeg kommer hjem fra ferien, vil jeg gerne følge et program, så jeg undgår skader og bliver klar til løbet.

Jeg har på nuværende tidspunkt ikke nogen ambition om at skulle gøre det på en bestemt tid. Jeg skal ikke kunne sige, om det kommer efterhånden som løbetræningen skrider frem. For mig vil det være en sejr at gennemføre uanset tiden.
Jeg vil løbende opdatere herinde og fortælle, hvordan løbetræningen skrider frem. Jeg ser i den grad frem til projektet.
Lad mig endelig høre, hvis der sidder nogle derude bag skærmene som har lavet mål for 2015, uanset om det er 5 km, 21 km eller noget endnu vildere. Det ville være sjovt at motivere hinanden undervejs!

/Simone

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

 

Næste indlæg

Økologi på deltid?