Der kommer årligt nye koncepter, diæter, livsstile osv. til. Og disse 4 er nok blandt de mest populære lige for tiden.
Især LCHF er eksploderet i Danmark indenfor de seneste år. I min verden er det mere en livsstil end en decideret kur, og det er også mit indtryk, at folk nærmere følger den fordi de får det bedre end fordi kiloene rasler af – men det skal jeg slet ikke gøre mig klog på. Og i min verden er det helt klart også det vigtigste. Altså, at man har det godt i sin krop.
Når det så er sagt, så er der nogle principper ved LCHF som bare strider imod mine grund-principper. Og det har intet gøre med, hvad der er rigtigt eller forkert. Jeg kommer bare aldrig til at vælge creme fraiche 38% fedt, når jeg kan få en på 5%. Og jeg har den oplevelse, at min krop ikke fordøjer flæsk, bacon, skinke osv. nær ligeså godt som de magre versioner. Men derudover synes jeg, at der er rigtig mange gode ting, og hvis folk finder sig hjemme i denne livsstil, så kan jeg godt forstå det.
I forlængelse af LCHF kan man også nævne palæo, som langt hen af vejen bygger på de samme principper og så alligevel ikke. Tilfælles for de to er, at man helst skal undgå alle former for stivelse. Og det kan jeg også godt gå med til langt hen af vejen. Jeg tror i hvert fald, at det er vigtigt at begrænse det. Mit eget fordøjelsessystem vil i hvert fald helst have det i begrænsede mængder, og sådan tror jeg mange har det. Men rugbrød, kartofler eller pasta i ny og næ bliver aldrig udelukket helt af mit liv.

I en helt anden boldgade finder vi 5:2-diæten, som ikke fokuserer på hvad man spiser men nærmere hvor meget og hvornår. Jeg har selv afprøvet diæten i en kortere periode, både fordi jeg synes så noget er sjovt men også fordi, at jeg læste en del om diverse sundhedsmæssige fordele. Og i mit hoved giver det meget god mening.
I Vesten er vi alt for gode til at belaste vores fordøjelsessystemer, og jeg tror derfor godt, at det kan være sundt at give sin mave en lille pause. Men jeg tror måske ikke så meget på systematisk faste, da det er mit indtryk at vores kroppe kan vænne sig til det meste og dermed også faste. Og så tror jeg, at vægttabet udebliver på sigt.
Men hvis man nu har siddet fredag aften og spist 3 retter plus det løse, så ser jeg intet i vejen for, at man lørdag lige giver sig selv en pause. Man spiser selvfølgelig noget, men man begrænser sit indtag og nøjes måske med to måltider.
Når jeg siger så noget, så har folk altid super travlt med at fortælle mig, at det altså ikke er sundt at sulte. Og nej nej, bevares. Selvfølgelig er det ikke det, men det er altså heller ikke sundt at spise 2 portioner mere end ens krop har brug for, men det er der aldrig nogen der kommenterer. Og så er det jo ikke ligefrem sulte, jeg tror på, at min krop har rigeligt at tære af 😉
Og i forlængelse af denne type diæt, kommer diverse detoxes. En sukker detox er i min verden en rigtig god idé. For nogle i hvert fald. Jeg har selv prøvet en sukker detox i 14 dage sidste år, og jeg har vitterligt aldrig haft det bedre i min mave. Derfor er det på mandag tid til endnu en tur, denne omgang i 11 dage. På en sukker detox må du spise alt det du vil indenfor de tilladte kategorier. Og jeg gennemfører ikke detoxen for at tabe mig, men for at slippe lidt af med lysten til sukker og få det rart i maven.  Når det derimod kommer til juice detox eller grøntsagsdetox, så synes jeg, at det begynder at blive for voldsomt og for unødvendigt – i hvert fald hvis det kører over en længere periode.

Jeg er ikke nogen ekspert – overhovedet. Men når selv eksperterne ikke er enige, så stemmer jeg for, at vi gør det, som vi har det bedst med. For mit vedkommende er det lidt fra disse 4 verdener, blandet sammen til min helt egen livsstil.
Jeg bliver aldrig fanatisk på noget punkt men plukker lidt hist og her. Jeg vil dog understrege, at man selvfølgelig ikke kan plukke som man vil. Hvis du vil spise mængden og typen af fedt fra LCHF, så kræver det eksempelvis også, at du undgår sukker og stivelse.

Så pas på med at plukke for meget – men gør, hvad der giver mening!

/Simone

Ja, undskyld sproget. Men som en reaktion på de seneste års sundhedsbølge, er der nu kommet en tendens, hvor vi klapper hinanden på skulderen for at poste et billede af blandselv-slik eller chokoladekage med en tekst ala “Det her er der også plads til i en sund livsstil.”
Og det er ikke fordi, at det ikke er sandt. For selvfølgelig skal man kunne tage sig et stykke kage, og verden er ikke så sort-hvid, at et tilvalg af en sund livsstil også er et fravalg af usunde ting.
Men der er alligevel flere grunde til, at jeg finder det en anelse problematisk. Alt det her med balance.
For det første, så ser jeg det lidt som et resultat af vores jantelovs-mentalitet, der i mine øjne går ud på, at vi konstant holder øje med hinanden og med, at ingen stikker næsen for langt frem uden at få et hak. Og derfor tror jeg efterhånden, at folk der til dagligt lever sundere end flertallet har fået behov for at skabe et statement og sige: “Ja, nogle gange spiser jeg også usundt eller drikker tequila.” For hvis de ikke selv siger det højt, så gør nogle andre.
Jeg har ofte skulle “forsvare” mine valg, fordi nogle mente, at det ikke passede ind i den livstil, som jeg ellers normalt praktiserer. Noget som jeg ellers mener, at kun jeg kan gøre mig til herre over.

Og som et resultat føler vi nu, at vi bliver nødt til at retfærdiggøre overfor andre men mindst ligeså meget overfor os selv, at vi tager et valg, der ikke er direkte sundt og nærende for vores krop.

Derudover synes jeg, at det med balancen kan blive problematisk af den simple årsag, at jeg ikke selv kan finde ud af det. Jeg fungerer (desværre!) enormt meget enten-eller. Enten spiser jeg sundt og træner, eller også gør jeg slet ikke. Og det er langt fra sådan, jeg ønsker at have det men ikke desto mindre, så er det på nuværende tidspunkt, sådan jeg fungerer.
Og jeg vil vove den påstand, at jeg ikke er den eneste. For ja, nogle kan sagtens balancere helt fint imellem det “sunde” og det “usunde” valg. Men rigtig mange af os kæmper med det. Det er jo præcis derfor, at så mange af os ikke vejer det, som vi rigtig gerne ville. Hvis det var så nemt, så gjorde vi det bare.
Men lige netop balancen, er jo det allersværeste, og derfor synes jeg, at det er synd, at det blandt andet på Instagram fremstår helt simpelt at veksle i mellem det.
Det er jo også derfor, at koncepter som “cheat-meals” er blevet så populært, for det giver os adgang til at “synde” uden, at vi ryger ud af vores skema. Jeg er selv typen, der kan puttes ind i hvilket som helst skema, og så skal jeg nok efterleve det. Sig til mig, at jeg ikke må spise chokolade i et halvt år – og så lader jeg være. Sig til mig, at jeg må spise som jeg vil – og så kan jeg ikke kontrollere det.
Det er en underlig kombination af total kontrolfreak og fuldstændig regnorme-ryggrad.

Og så skal man jo også huske, at der er enorm forskel på, om man er i gang med at tabe sig eller om man bare skal holde sin vægt stabil, for det er ret forskelligt, hvordan man i så fald skal spise. Hende, du følger på Instagram træner måske dagligt og ligger i øvrigt på den vægt, hun gerne vil, hvor at din egen situation kan være en helt, helt anden.

Så til allersidst, vil jeg gerne lige komme med et lille opråb. Et opråb om at blande os lidt mindre og støtte lidt mere.
Hvis du fx har en veninde, som du ved prøver at tabe sig. Så bak hende op! Du må gerne fortælle hende, at du synes, hun er dejlig som hun er, men støt hende i hendes vægttab i stedet for at modarbejde det. For selvom de 5 kg, hun kæmper med, ikke har stor betydning for alle andre, så kan de have rigtig stor betydning for hende. Og hvis hun så alligevel tager et stykke kage, så lad være med at kommentere det. Hun har stensikkert haft en indre kamp med sig selv om, hvorvidt hun skulle gøre det eller ej, og hun har af en eller anden årsag valgt kagen. Og det skal du acceptere (medmindre hun selvfølgelig har bedt dig om at stoppe hende, men det er en helt anden situation)!
Og hvis du så alligevel føler, at du skal blande dig, fordi du kan se at din veninde kæmper men bliver ved med at tage de forkerte valg, så gør det endelig ikke i situationen. Tag den en dag, hvor I sidder kun jer to og hvor hun udtrykker, hvor ked af det hun er over manglende resultater. Så hun ikke bliver ydmyget foran andre, og så kan I måske sammen lave en aftale om, hvordan du kan hjælpe hende, så hun føler, at hun har en allieret.
Og det gælder i øvrigt også for din datter, kollega, bror eller hvem som helst. Jo mere vi støtter, jo mindre bliver behovet også for at leve op til samfundets (ofte) urealistiske idealer.

Og sådan endte indlægget med noget helt andet og så alligevel lidt det samme.

God weekend herfra!

/Simone